Kgl. Kammersangerinde Else Brems’ Rejsefond

Fonden blev indstiftet i 2014 som en hyldest til mennesket og kunstneren Else Brems. Legatet uddeles årligt til en eller flere danske sangerinder.

Det tyvende århundredes danske mezzosopran

Else Brems (16.7.1908 – 4.10.1995) var en dansk mezzosopran af internationalt format. Hun var tilknyttet Det Kgl. Teater i København fra 1930-1962. Som 21-årig debuterede hun her som Carmen, en rolle som i 1930’erne førte hende til en international karriere i Wien, Prag, Warszawa, Budapest, Stockholm og London. I USA koncerterede hun i New York og Chicago.

Else Brems havde succes både i klassiske roller i operaer af Gluck, Händel og Bizet og i nyere operaer af Britten og Gershwin og i nyskrevne operaer af Knudåge Riisager og Ebbe Hamerik. Ved siden af operakarrieren havde Else Brems en omfattende virksomhed som oratorie- og koncertsanger, og under den tyske besættelse af Danmark, 1940-45, blev Else Brems Danmarks mest kendte og afholdte klassiske sangerinde. Dertil bidrog en succes som den første hvide Bess i operaen Porgy and Bess, der i 1943 vakte sensation, og hendes enkle og inderlige fortolkning af den danske sangskat.

Æresbevisninger

Tidlige år og uddannelse

Else Brems voksede op i et musikerhjem. Moderen, Gerda Brems, var pianist, og faderen, Anders Brems, var både klarinettist og koncertsanger. Bedstefaderen, Peter Rasmussen var lærer ved Det Kgl. Danske Musikonservatorium og organist i Garnisions Kirke. Else Brems havde to brødre, Mogens, der blev visesanger, og Erik, der blev klarinettist. Ved siden af karrieren som koncertsanger var Anders Brems en søgt sangpædagog. Det var derfor naturligt, at han blev sin datters første sanglærer.

Da Else var sytten år gammel, besluttede hun sig for at blive professionel sanger. For at sikre sig, at det var det rigtige valg, tog hendes far hende med til Rom for at synge for den verdensberømte baryton Mattia Battistini (1856-1928). Hans bedømmelse var meget positiv, og med den som baggrund begyndte far og datter at forberede hendes debut som koncertsanger. Et fire måneder langt studieophold hos sangpædagogen Georges Cunelli i Paris lagde samtidig grunden til Elses livslange kærlighed til det franske sprog og det franske sangrepertoire.

Den 3. december 1928 debuterede den tyveårige sangerinde i Odd Fellow Palæet i København med stor succes både hos anmeldere og publikum.

”…jeg ventede et ironisk overbærende smil, da jeg var færdig med den første (sang)… og så siger bæstet, Battistini altså, …at stemmen var klar og smuk, og efter Da Unten im Thale klappede han!”
“…og Manden (Battistini) ovenikøbet spåede mig en stor fremtid som sangerinde. Ja, det var vanvittigt, men dejligt.”

Debuten på Det Kongelige Teater som Carmen

Kun to år efter den vellykkede start debuterede Else på Det Kongelige Teater som Carmen i Bizets opera. Forud var gået studier hos den internationalt berømte Carmen, madame Charles Cahier, i Berlin, og et kursus hos den franske mimiker ved Opera Comique Georges Wague.

Debuten blev et gennembrud for den 21-årige kunstner, der med sin elegante og raffinerede udgave viste en ny og spændende udgave af sigøjnerpigen. Stadig på udkig efter nye udviklingsmuligheder drog hun i 1937 til New York for at studere hos Enrico Rosati, Benjamino Giglis lærer. Her fik hun mulighed for at synge koncerter både i New York og Chicago, som udløste smukke anmeldelser.

”Jeg var særlig nervøs, og når man så også er meget genert, så er det ubegribeligt, at man fik et job, hvor man skal være udadvendt og træde frem”

(Else Brems om sig selv i et tv-interview).

Pladeindspilninger

Der foreligger en lang række indspilninger med Else. Operaen er her repræsenteret med arierne fra Carmen på dansk, arier og duetter fra Porgy og Bess (med Ejnar Nørby) og duetter fra bl.a. Trubaduren (med Stefan Islandi).

Rejsefonden

Stiftet af Specialtandlæge Eva Ørstinge i 2014. Fondens formål er at yde økonomisk støtte til studierejser til unge, danske talentfulde kvindelige operasangere

Uddelingen

Legatet uddeles en gang årligt, som regel d. 30 maj. Det var den dato Else som 21 årig debuterede som ”Carmen” på Det Kongelige Teater i 1930.

Media

Opdag Else Brems' fantastiske sange og få en dybere forståelse for hendes musikalske talent. Læs anmeldelser fra forskellige kilder og nyd fotos fra hendes karriere. Alt dette og mere til kan du finde lige her!

Musik

Danacord Records

TV

Danmarks Radio