Koncertkarriere
Som oratoriesanger var Else i en lang årrække den selvskrevne altsolist i Bachs og Händels værker, ofte under barokspecialisten Mogens Wöldikes ledelse.
Disse opførelser blev tit udsendt i Danmarks Radio, og de vandt hende et stort og hengivent publikum. Ved radioens torsdagskoncerter sang hun bl.a. mezzopartiet i Dvoraks Stabat Mater og Ravels Shéhérazade.
Også som liedsanger benyttede radioen hende flittigt, ligesom hun ofte som liedsanger gæstede landets mange musikforeninger. Else kunne i enestående grad gøre den enkelte sang til sin egen, så den blev stående i tilhørerens erindring. Blandt de danske komponister havde hun en særlig forkærlighed for romancer af P.E. Lange-Müller og Peter Heise og blandt de tyske komponister sange af Schubert og Brahms, blandt de franske sange af Ravel og Debussy. Midt i sin karriere og for stadig at udvikle sig studerede hun en tid det franske repertoire hos den internationalt kendte, danske sopran Povla Frijsh.